Til både samtalerne og reboot8 hørte jeg Doc Searls fremføre en skelnen mellem ‘live web’ og ’static web’ (se evt. Nadjas Reflexioner om emnet). En skelnen mellem det traditionelle, statiske net som opdateres lidt når den rette webmaster lige har tid det, og så det levende net som især udgøres af weblogs og lignende som hele tiden opdateres og i samme øjeblik sender opdateringen ud som feed dermed gør opmærksom på den.
Han beskrev det gennem en sammenligning af søgemaskiner: En søgemaskine som Google passer til det statiske net og skal med sine robotter hele tiden ud og søge efter om der er sket opdateringer. En søgemaskine som Technorati passer til det levende net: den får gennem syndikering og tags hele tiden at vide hvilke opdateringer der sker i blogosfæren og hvad de handler om. Der er selvfølgelig overlap, og det handler ikke nødvendigvis om at det levende helt vil overtage det statiske.
Jeg synes helt klart at ideen er skarp og godt beskriver noget af essensen det paradigmeskift vi ser på WWW med en decentraliserende tendens imod at det er lige så naturligt at skrive og skabe ting på nettet som det er kun passivt at tage imod hvad andre har skrevet og skabt.
Men så slog det mig: er det ikke noget misvisende ved betegnelserne ‘levende’ og ’statisk’? Kunne man ikke sige at det er lige omvendt?
Kunne man ikke sige at det ‘gammeldags’ net netop er levende, forstået på den måde at det der findes på traditionelle websites, kommer og går, lever og dør? Mange ting bliver jo bare væk når de ikke lige står på en forside længere, eller de kommer til at ligge i et arkiv med nye URL’er så links ikke længere virker, og derfor er de reelt døde for omverdenen.
Modsat kan man karakterisere det ‘nye’ net som yderst statisk: Her er en af grundstenene at alt skal have et permanent link. Ethvert blogindlæg, enhver video på YouTube, enhver historisk version af en Wikipediaartikel skal have et og samme statiske permalink til evig tid. Det er egentlig en ret simpel ting, men det er i høj grad disse statiske links som muliggør den linkaktivitet som gør det ‘nye’ net så nyttigt, fascinerende og ja, ok, livligt…
Måske er det bare min indre sofist der helst vil vende ting på hovedet…
Tags: 2 Comments
2 responses so far ↓
Elektroretorik – så har man hørt den med. Godt begreb
Jeg synes langtfra det er sofisteri, det der. For du fanger en ret interessant pointe her…”the living dead” er måske lidt langt at trække den, men hvis alt er i beta, er det da en spøjs ting, at alt fra kladder til b-shots bliver liggende derude til evig tid. På den anden side er det måske ekstremt nyttigt i denne meget procesfokuserede æra. For der har jo længe været snak om, hvor trist det var, at man aldrig mere kunne følge forfatteres skriveproces og ’store mænd M/Ks’ historiske brevvekslinger, fordi kladderne forsvandt med tekstbehandlingen. Nu bliver processerne i virkeligheden gemt igen – og ovenikøbet i fuld offentlighed. Tankevækkende – egentlig.
The living dead, sjov tanke. Og en meget fin parallel til hvad der tidligere har været tilgængeligt af kladder.
Det er jo netop ofte sådanne kladde-tanker der er værd at snakke om, og her er permalinket bare helt essentielt. Det er egentlig et ret primitivt/simpelt teknisk fænomen i forhold til så mange andre features på diverse websites, men det er permalinket der gør det muligt at finde frem til og samtale om disse tanker gennem links. Og så efterlades der oven i købet en masse let søgbart arkivmateriale til eftertiden.
Flere permalinks, tak!