Forleden lærte jeg et nyt udtryk: Identitetskorrigering (eller på amerikansk, identity correction).
Jeg var til et arrangement på Guggenheim hvor kunstnerduoen The Yes Men præsenterede deres arbejde med at korrigere identiteterne for korrupte karakterer på samfundets magtfulde poster.
De har bl.a. i 2004 på BBC World udgivet sig for at repræsentere det multinationale kemi-selskab Dow og leveret en officiel undskyldning og lovning på en betydelig økonomisk kompensation for den fatale kemiske katastrofe i Bhopal, Indien i 1984 — hvor det ansvarlige selskab tilsyneladende bare blev solgt i stedet for at blive stillet til ansvar.
I år fik de lusket sig ind til en konference om genopbygningen af New Orleans, forklædt som representanter fra HUD (U.S. Department of Housing and Urban Development) der annoncerede at de ville genåbne 5000 almene boliger som ikke havde lidt stor skade fra Katrina. Efterfølgende inviterede de presse, entreprenører og offentlighed ud til boligerne så de alle kunne se at det ville være en minimal opgave at gøre dem indflytningsklare igen. Men her stoppede festen. Nyhedsmedierne fik nys om at dette ikke reelt var HUD, og HUD pointerede at husene som tidligere annonceret skulle rives ned og give plads til såkaldt ‘mixed income housing’ i stedet.
Det kalder jeg hacking for det 21. århundrede! En fabelagtig brug af WWW sammen med eksisterende mediekanaler og samfundskonventioner. Se meget mere på deres hjemmeside eller på den fyldige beskrivelse på Wikipedia.
Ja mand!
Tags: 3 Comments
3 responses so far ↓
Wauw – det lyder spændende! Jeg er faktisk lige i gang med en opgave om The Yes Men. Meget pudsigt. Jeg synes, det er interessant at se deres aktioner i lyset af agency-begrebet.
I et interview med dem, der følger med DVD-udgaven af deres film, kommer de med to interessante udtalelser: 1) Satiren, ironien, det spektakulære er forudsætningen for, at vi kommer i medierne. 2) Da vi kørte rundt i en falsk George W. Bush-bus under den sidste valgkamp, måtte vi til sidst sande, at de folk, vi mødte, ikke fattede, hvad vi havde gang i. “It just didn’t work!” Så i stedet begyndte vi at gøre brug af helt traditionelle valgkampsstrategier. Vi gik fra dør til dør og talte med folk.
Det interessante er i mine øjne, at satiren, ironien, det absurde på én gang er forudsætningen for, at de får en retorisk handleposition, men samtidig også er med til at svække deres retoriske handlekraft. Det gakkede giver taletid, men er måske også med til at mindske den forskel deres handlinger gør. Det er i hvert fald min arbejdshypotese indtil videre.
En anden arbejdshypotese er, at problematikken minder om Muhammed-krisen og den seneste Defending Denmark-misere. Flemming Roses tekst, der fulgte med tegningerne, fik masser af omtale, men fokus var på den måde, omtalen var skabt, nemlig tegningerne. Defending Denmark fik også taletid, men diskussionen gik mest på, om deres undercoverarbejde var ok, om Nyhedsavisen burde have bragt historien. Igen var fokus måden, sagen var blevet italesat, måden, den retoriske handleposition var blevet skabt.
Nå. Jeg har som sædvanlig forbrudt mig mod blog-genrens konventioner og gjort en kort historie lang. Rart, at de elektroretoriske indspark er tilbage her på bloggen. Og god vind i New York!
Tak for kommentaren — lange kommentarer er ingen forbrydelse her på bloggen;-)
Ja, det er et yderst interessant paradoks at ironi og satire kan skabe ørenlyd, men omvendt måske kan svække den retoriske handlekraft. Det skaber og svækker agency simultant – eller hvad?
Måske har det at gøre med at det der bliver opbygget, ikke egentlig er en retorisk handleposition — eller måske rettere: Ikke en deliberativ retorisk handleposition, men mere en epideiktisk retorisk handleposition? Altså at vi langt hen ad vejen har at gøre med god gammel gedigen stemmesamlende underholdning som giver sig ud for at være både kontroversielt og debatterende, men som mest bare synger smukt for de frelste.
Hmm.. jeg synes (eller håber) at The Yes Men’s aktiviteter kan lidt mere end bare at synge for de frelste. Jeg har bare lidt svært ved at sætte ord på hvordan.
Et par øvrige tanker som kunne have relevans for en som stadig beskæftiger sig med noget så ungdommeligt som akademiske opgaver:
- Der var et par danskere som lavede et projekt der hed “Danes for Bush” i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2004. Noget der så vidt jeg husker kunne minde om The Yes Men’s ‘leg fjende’-metoder. Måske det kunne være sjovt at sammenligne med ja-mændenes falske Bush-bus? (Hov, her fandt jeg lige en artikel som taler om netop ‘den slags kunst’ og bruger både The Yes Men og Danes For Bush)
- Kunne det være interessant at se på The Yes Men som motivationsretorik sådan som Nadja Pass reflexerer over det?
[...] har tidligere beskrevet mit møde med udtrykket identitetskorrigering og kunstner-aktivist-duoen The Yes Men. Nu er jeg stødt på et relateret begreb: [...]