nillers notesblog

elektroretoriske tankerækker

Det statiske, men dødelige net? Det levende, men statiske net?

august 4th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

Til både samtalerne og reboot8 hørte jeg Doc Searls fremføre en skelnen mellem ‘live web’ og ’static web’ (se evt. Nadjas Reflexioner om emnet). En skelnen mellem det traditionelle, statiske net som opdateres lidt når den rette webmaster lige har tid det, og så det levende net som især udgøres af weblogs og lignende som hele tiden opdateres og i samme øjeblik sender opdateringen ud som feed dermed gør opmærksom på den.

Han beskrev det gennem en sammenligning af søgemaskiner: En søgemaskine som Google passer til det statiske net og skal med sine robotter hele tiden ud og søge efter om der er sket opdateringer. En søgemaskine som Technorati passer til det levende net: den får gennem syndikering og tags hele tiden at vide hvilke opdateringer der sker i blogosfæren og hvad de handler om. Der er selvfølgelig overlap, og det handler ikke nødvendigvis om at det levende helt vil overtage det statiske.

Jeg synes helt klart at ideen er skarp og godt beskriver noget af essensen det paradigmeskift vi ser på WWW med en decentraliserende tendens imod at det er lige så naturligt at skrive og skabe ting på nettet som det er kun passivt at tage imod hvad andre har skrevet og skabt.

Men så slog det mig: er det ikke noget misvisende ved betegnelserne ‘levende’ og ’statisk’? Kunne man ikke sige at det er lige omvendt?

Kunne man ikke sige at det ‘gammeldags’ net netop er levende, forstået på den måde at det der findes på traditionelle websites, kommer og går, lever og dør? Mange ting bliver jo bare væk når de ikke lige står på en forside længere, eller de kommer til at ligge i et arkiv med nye URL’er så links ikke længere virker, og derfor er de reelt døde for omverdenen.

Modsat kan man karakterisere det ‘nye’ net som yderst statisk: Her er en af grundstenene at alt skal have et permanent link. Ethvert blogindlæg, enhver video på YouTube, enhver historisk version af en Wikipediaartikel skal have et og samme statiske permalink til evig tid. Det er egentlig en ret simpel ting, men det er i høj grad disse statiske links som muliggør den linkaktivitet som gør det ‘nye’ net så nyttigt, fascinerende og ja, ok, livligt…

Måske er det bare min indre sofist der helst vil vende ting på hovedet…

Tags: 2 Comments

Wikipedia-artikel på K-forum

august 3rd, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

Som tidligere nævnt skrev vi en artikel om Wikipedia til RetorikMagasinets juni-nummer. Den er nu bragt på Kommunikationsforum også. I modsætning til de fleste andre web-publikationssteder i DK kan man på K-forum kommentere på artiklerne. Et prisværdigt tiltag som vi jo kan håbe der vil blive gjort brug af. Skyd gerne!

Tags: No Comments.

Let’s get lost — stor New Yorker-artikel om Wikipedia

juli 30th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

The New Yorker har denne uge en ganske grundig og forholdsvis kritisk artikel om Wikipedia: “Know It All: Can Wikipedia conquer expertise?” Klart værd at læse. Nogle interessante historiske perspektiver om hvordan tidligere encyklopædiprojekter har været radikale på lgnende vis, og mange velbegrundede observationer af både gode og problematiske aspekter ved Wikipedia.

Især kommer Stacy Shiff mod slutningen med en rammende beskrivelse af det kulturelle klima der har gjort Wikipedia muligt:

As was the Encyclopédie, Wikipedia is a combination of manifesto and reference work. Peer review, the mainstream media, and government agencies have landed us in a ditch. Not only are we impatient with the authorities but we are in a mood to talk back. Wikipedia offers endless opportunities for self-expression. It is the love child of reading groups and chat rooms, a second home for anyone who has written an Amazon review. This is not the first time that encyclopedia-makers have snatched control from an élite, or cast a harsh light on certitude.

Det drejer sig dels om nogle mere tidløse ideer om encyklopædien der handler om et menneskeligt behov for både at forestille sig en form for fuldstændig viden om verden og samtidig være med til at præge både viden og verden — og som hun siger er det langt fra første gang i historien at vi møder disse ideer. Det drejer sig dog også i høj grad om nogle teknologisk-kulturelle strømninger i tiden som kan spores gennem hele internettets historie, men som især har vundet frem i starten af det 21. århundrede med read/write-web, live-web, web 2.0 eller hvad vi nu skal kalde det; jeg synes Shiff fanger det godt ved at påpege at det handler om være i humør til at svare igen.

Sagt på Miller-inspireret retoriknørdesprog — som vi også forsøger at gøre det i vores speciale – så danner disse mere tidløse ideer sammen med bestemte kulturelle strømninger grund for Wikipedias helt særegne sociale motiv. Det som gør at man kan tale om Wikipedia som genre, som social handlen med en klar social funktion.

Efterfølgende slutter artiklen:

Jimmy Wales may or may not be the new Henry Ford, yet he has sent us tooling down the interstate, with but a squint back at the railroad. We’re on the open road now, without conductors and timetables. We’re free to chart our own course, also free to get gloriously, recklessly lost. Your truth or mine?

Jeg forestiller mig at den afsluttende kommentar om at vi kan fare voldsomt vild er ment som en kritik af hvad forfatteren ser som en uhensigtsmæssig risiko. Spørgsmålet er om vi kan så meget andet. Om det ikke mere handler om at Wikipedia gør os bedre til at navigere i en verden hvor man ikke kan undgå hele tiden at fare vild.

Min sandhed eller din? Ingen af dem, er jeg tilbøjelig til at svare. Vores, måske.

(Blev opmærksom på artiklen gennem if:book der også byder på nogle prisværdige reflektioner over artiklens styrker og svagheder.)

Tags: No Comments.

Wikipedia fejrer 750 års amerikansk uafhængighed

juli 29th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

Den satiriske amerikanske avis The Onion byder på en ganske underholdende artikel om hvordan Wikipedia den 25 juli hyldede USAs 750 års fødselsdag med et stort temaopslag på forsiden.

Der kunne man bl.a. læse at USA er verdens ældste demokrati, hele 493 år ældre end mikrobølgeovnen, og at Chuck Norris angiveligt anstiftede den amerikanske revolution. Imponerende.

(fundet gennem if:book)

Tags: No Comments.

Weblivet længe leve

juli 29th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

Det er ikke den store aktivitet det er blevet til her på notesbloggen i sommervarmen. Det skyldes dels en specialedeadline om ganske kort tid, dels at jeg har brugt en del tid ved Vesterhavet uden ret meget internetforbindelse, og dels at min computer forleden begyndte at opføre sig meget mærkeligt for til sidst at gå helt i sort — tilsyneladende er harddiskens dage talte :-(

Og her er det så at jeg, nu med en lånt computer til de sidste par ugers specialeskrivning, sidder og mærker en af fordelene ved at rigtig meget af mit computerliv er webbaseret: specialeskrivning, email, bookmarks, feed reader, blog er stadig lige ved hånden. Jeg var sågar så småt begyndt at uploade billeder til WWW — det er endnu ikke blevet til så mange, men jeg har heldigvis en backup liggende af resten.

Det havde mildest talt været et lidt surt tidspunkt at miste alt det eller i det mindste skulle til at geninstallere og finde (halvgamle) backups frem osv.

Især vores specialewiki fik en meget kærlig tanke med på vejen da manden nede i computerbutikken vurderede at alt på harddisken nok ville være tabt og fortalte om andre specialestuderende han havde oplevet i samme situation, men med tårer i øjnene over rigtig mange mistede sider.

Bloggen her er det jo intet problem at skrive på selvom jeg ikke har min egen computer. Forhåbentlig bliver der lejlighed til lidt mere ‘blogging som sidespringshandlen’ her i opløbet til specialedeadline…

Tags: No Comments.

Hvordan og hvorfor Wikipedia virker

juli 12th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

Her er et interview med tre Wikipedianere fra Japan, Tyskland og USA ved navn How and Why Wikipedia Works — en grundproblematik som ligner udgangspunktet for problemformuleringen til vores speciale (og jeg kan se at vi hellere må få kigget på problemformuleringen i forhold til nogle af de drejninger specialet har taget i løbet af den seneste tid ;-) .

Der er nogle interessante momenter i interviewet — om end det ikke er det mest elegante stykke læsning. Eksempelvis fokuseres der noget på forskelle mellem sprogversionerne; “The English Wikipedia strives to be the biggest encyclopedia of the world; the German Wikipedia tries to be the best”. Og det er interessant at de synes at være enige om at de bedste artikler ikke er dem hvor mange har redigeret, men dem hvor nogle få med megen viden har været grundige med at skrive. Ikke så meget tiltro til at det handler om ‘collective wisdom’, eller hvad?

Jeg synes at interviewet mest kommer omkring hvordan og ikke så meget hvorfor Wikipedia virker — og hvorfor er egentlig det mest interessante og noget af det vi håber på at blive klogere på gennem specialet. Vi leger med tanker om at det er fordi Wikipedia opfylder et socialt motiv i tiden lige nu, og fordi det skaber en form for kollektiv troværdighed gennem det vi kalder en universel afsender.

Interviewet er udgivet i forbindelse med WikiSym 2006 som jeg i den forbindelse blev opmærksom på bliver holdt den 21-23 august i Odense. Det skulle man måske overveje.

Stødte på interviewet gennem Bitconomy.

Tags: No Comments.

DM i VM-retorik

juli 10th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

I aftes vistes VM-finalen på både TV2 og DR. Efter et VM hvor kampene har været fordelt næsten alt for rimeligt mellem de to kanaler, havde det nærmest også været synd for den anden kanal hvis den ene var løbet med finalen. Det kan umiddelbart synes lidt fjollet, måske endda lidt barnligt, men lad nu det ligge.

Når det nu endte sådan, ville det være oplagt at tage en videooptagelse af begge kanalers visning af kampene og sammeligne kommentatorernes præstationer. Det kunne være yderst interessant med en opstilling af nogle kriterier for hvilken retorisk funktion et kommentatorpar bør udfylde, og så en komparativ analyse af hvordan og hvor godt VM-finalen blev kommenteret på de to kanaler.

Lad det være en opfordring til medretorikere eller andre sprogligt interesserede derude som ikke lige har et speciale der skal skrives færdigt i den nærmeste fremtid ;-)

Min umiddelbare dom er at TV2 nok gjorde det bedre end DR (på baggrund af VMs andre kampe – den beværtning hvor jeg så finalen, viste udelukkende TV2 – ikke noget med at zappe lidt frem og tilbage). Jeg synes gennem slutrunden at kommenteringen af kampene på DR, især pga. Niels Christian Holmstrøm, har været alt for præget af pseudovidenskabelig analyse af hvor godt/dårligt/sandsynligt noget i en kamp var i forhold til fx spillernes gennemsnitshøjde. På TV2 har fokus i højere grad været på at følge med i det der rent faktisk skete i kampene – mere af den klassiske opremsning af navnene på de spillere der har bolden. Dem jeg har snakket med om kommentatorerne i løbet af VM, har ligeledes haft mest til overs for TV2. En enkelt bekendt foretrak DR, men det var mere fordi han ikke kunne udstå Toft og Mølby end fordi han særlig godt kunne lide Holmstrøm og Linigers stil.

Hvis nogen tager denne komparative opgave op eller støder på sammenligninger derude, hører jeg meget gerne om det.

UPDATE: TNS Gallup TV-Meter kan fortælle at TV2 vandt en forholdsvis tæt kamp om de danske seere – 1.094.000 mod DRs sølle 1.021.000.

Tags: 9 Comments

DR og Wikipedia sammen om DR SportsWiki

juni 25th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

For nylig er DR SportsWiki blevet lanceret, et samarbejde mellem DR og den danske Wikipedia om at skabe et sportsleksikon.

Indholdet på SportsWikien er i realiteten indholdet på den danske Wikipedia, men DR har designet et andet skin så leksikonet falder i tråd med designet på DR Sporten.


Prisværdigt initiativ! Der er helt klart ligheder med GAFFApedia som også tidligere er blevet diskuteret her på bloggen. Som jeg antydede der, kunne det for mig at se have givet bedre mening hvis Gaffa på en eller anden måde havde koblet sig på Wikipedias opslag om musikrelaterede emner i stedet for at forsøge at opbygge en parallel vidensbank. Det er jo på mange måder netop det DR Sporten har gjort.

Jeg ved dog ikke rigtig hvad jeg skal synes om at DR vil iklæde indholdet på Wikipedia sit eget skin. Umiddelbart finder jeg det problematisk og unødvendigt forvirrende. Hvornår skal man læse noget med det ene udseende og hvornår med det andet? Hvis man på den danske Wikipedia slår op under ‘AGF’, skal man så se artiklen med DR SportsWiki-design eller med Wikipedia-design? Og hvis man i DR SportsWiki læser om VM i fodbold 2006 og klikker på ‘tyskland’ og måske klikker videre til ‘anden verdenskrig’ – skal man så stadig befinde sig i DR SportsWiki-design?

Jeg blev i hvert fald lidt forvirret da jeg et stykke tid efter at have kigget på DR SportsWiki skrev da.wikipedia.org i min browser, og forsiden på den danske Wikipedia så således ud:


Det bliver spændende at se hvordan det udvikler sig videre.

Se DRs beskrivelse af tjenesten

Jeg stødte på initiativet gennem bootstrapping.net og stiller mig enig i at der godt kunne blive strammet op på sprogbrugen – mindre ‘os (imod) dem’, mere ‘os’.

Tags: 3 Comments

Wikipedia på forsiden af New York Times

juni 19th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

En artikel om Wikipedia var i lørdags på forsiden af New York Times. Et tydeligt tegn på at Wikipedia er ved at være mainstream i USA, noget de fleste kender til og mange bruger. I går mødte jeg selv en amerikansk familie hvor begge forældre udmærket kendte til Wikipedia, og hvor de to teenagebørn beskrev det som noget alle var begyndt at bruge flittigt inden for det sidste års tid.

Er det et spørgsmål om tid inden det ser sådan ud i Danmark også? Mon ikke det går i den retning. Men mængden af dansktalende potentielle mere eller mindre aktive brugere gør selvfølgelig nok at den danske version ikke når et omfang der ligner den engelske. Spørgsmålet er hvor stort dette problem er?

Artiklen er i øvrigt ganske fin – jeg stødte på den gennem if:book som også giver lidt inspirerende perspektiver med på vejen.

Tags: 2 Comments

Licens på bloggen

juni 16th, 2006 by Niels Mølbjerg Lund Pedersen
Respond

Jeg har givet min blog en licens — en såkaldt Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.5 Denmark License som det kan ses nederst i højre spalte. Ikke så meget af frygt for at nogen skal komme og stjæle alt indholdet på min blog, eller fordi jeg tænker at jeg på noget tidspunkt kommer til at tjene styrtende på at skrible i notesbloggen. Mere fordi jeg synes Creative Commons er et prisværdigt initiativ.

Creative Commons er et forsøg på at skabe en ny form for ophavsret som ikke blokerer for kreativt genbrug på samme måde som gammeldags copyright kan gøre det. En ophavsret som giver mening i en digital verden. Med Copyright hedder det ‘all rights reserved’; med Creative Commons hedder det i stedet ’some rights reserved’.

I lørdags lancerede Creative Commons en dansk version af licenserne. I den forbindelse var der mulighed for at høre et brag af forelæsning af en af hovedkræfterne bag projektet, Lawrence Lessig, juraprofessor på Stanford University. Ledsaget af et avanceret skærmshow skelnede han mellem et såkaldt ‘read-only-web’ hvor folk bare kan sidde som passive læsere af alle de ting de finder på WWW og et ‘read-write-web’ hvor folk har mulighed for at bruge og genbruge (men ikke misbruge) tekst, billeder, musik, film osv. Sådan som den digitale teknologi lægger op til. Men det er ikke så lige til når de helt store spillere i medieverdenen (Apple, Microsoft, pladeselskaberne, tv-netværkene osv.) hellere ser en verden med en klar opdeling mellem dem der laver kunst, dem der tjener stort på at videredistribuere, og dem der passivt forbruger. De ser hellere et read-only-web hvor de leverer indholdet til folk som nøjes med at læse det.

Til lanceringen kunne man også få lov at smage Free Beer, version 3.0 af den første øl der bærer et CC-licens, og som nu skulle være i handlen hos Superflex i Blågårdsgade. Den kan varmt anbefales!

Creative Commons og ikke mindst den danske version bliver fulgt tæt på Informations blog Medielandskabet og på Henrik Moltkes Blog.

Vi har forresten givet vores specialewiki et tilsvarende licens, men kunne ikke lige finde ud af hvordan man sætter CC-logoet ind i sidefoden, så nu er det kun på forsiden og forbehold-siden. Hvis nogen MediaWiki-hajer læser med, modtages råd gerne.

UPDATE 13. juli: CC-logoet er nu indsat som det skal i sidefoden på specialewikien. Tak til Morten fra crewscut.com for tippet.

Tags: No Comments.